Det hele startede med et billede af sådan én:
Og jo da, jeg ville da gerne deltage i konkurrencen om at vinde et års forbrug af denne lille lækre Fiat.
Jeg skulle blot svare på et par spørgsmål...
Spørgsmålene var nemme; jeg skulle redegøre for mit kørselsbehov og angive navn og telefonnummer. (Ja, de skulle jo kunne kontakte mig, hvis jeg blev den heldige vinder!)
Nå, pludselig blev jeg spurgt om andre emner: Mit forbrug af mobiltelefoni, min interesse for velgørenhed og sygdomsbekæmpelse, mine læsevaner, min økonomi mm. Stadig hooked på at blive den glade vinder af køreture i en Fiat 500, svarede jeg på spørgsmålene og var samtidig omhyggelig med at fjerne flueben, der hvor spørgsmålene gik på, om jeg ønskede at blive ringet op, så firma DIT og firma DAT kunne drøfte mine behov og forbrug med mig.
Midt i det hele gik siden pludselig ned! Jeg havde ingen mulighed for at vende tilbage og kvalificere mine svar til drømmebilen. Øv, der røg den vinderchance!
Siden da:
Igennem de sidste tre uger er jeg så blevet ringet op af den ene telefonsælger efter den anden: Bogklubber, patientforeninger, telefonselskaber og jeg skal give dig...
Alle har indledt samtalen med: "Du har været inde på en hjemmeside og givet udtryk for, at du gerne vil støtte/gerne vil spare/er interesseret i......" Jeg kender faktisk ikke fortsættelsen af salgstalerne, da der er blevet ringet midt i møder, midt i maden, midt i teatret , midt i søndagen og midt i alt muligt andet ubelejligt.
Og hvad kan jeg så lære af det?
Her gik jeg og troede, at jeg var fredet for telemarketing. For mange år siden lod jeg mig registrere på "Robinsonlisten", og har egentlig ikke været plaget synderligt af opkald fra sælgere, men på grund af min iver efter den lille smarte FIAT, har firma DIT og firma DAT nu fået kendskab til mig, mine vaner OG mit telefonnummer!
Sådan fanger de os. Jeg lover, jeg gør det aldrig igen!!!!
2 kommentarer:
Også jeg er på Robinsonlisten...men synes nu indimellem at jeg bliver kontaktet lidt rigeligt alligevel :(
Jeg har aldrig nået at få tilmeldt mig bemeldte liste, men klarer mig udmærket i hverdagen ved at "have ualmindeligt travlt" med andre gøremål, når jeg bliver ringet op af div. sælgere med ligegyldige produkter.
Men altså - sådan en lille lækker sag som "fjatten" ville jeg også have gjort meget for at komme i besiddelse af. Ærgerligt det ikke lykkedes, og ærgerligt man så bagefter skal trækkes med alt det bøvl.
Men bestemt ikke ærgerligt, at du deler dine dyrekøbte erfaringer med os andre!
Send en kommentar