Jeg ved et sted - kan du gætte hvor?

Jeg ved et Sted, som jeg har elsket længe
dets Navn skal aldrig i mit Hjerte dø,
der leger Fisken mellem Blomsterenge,
der synger Droslen ved den lille Sø;
der glider Baaden langsomt under Landet,
mens Bølgen sukker under Aarens slag;
den ranke Hjort sig spejler der i Vandet,
naar Maanens Skin forvandler Nat til Dag.

Jeg ved en Egn, omkranset rundt af Lunde,
hvor Bøgen suser for den sagte Vind,
hvor gamle Minder dybt i skoven blunde
og vie den til stille Tænkning ind;
bag Lindens Blad dog høres Fuglekvidder,
og Nattergalen der en Tilflugt fandt,
hvor store Navne dybt i Barken sidder
og vokser større med hvert Aar, de svandt.

Jeg ved en By, der er saa tavs og stille,
den synes ringe for den ydre Sans,
den pragtløs er og dertil meget lille
og savner ganske Hovedstadens Glans;
men hvo der saa dens Roser spire frem,
og hvosder hviled i dens gamle Skove,
han sikkert aldrig vil forglemme dem.

Nej, sikkert aldrig dette Sted I glemmer,
hvor I har vandret tidt ved Venskabs Haand.
Hvor Vaaren hilset bli'r af tusind Stemmer,
imens den smiler som en salig Aand,
hvor I har skuet Skyens leg i Vinden
og drømt maaske jer bedste Foraarsdrøm,
og hvor I Taaren rysted let af Kinden,
saa den for evig sank i Glemsels Strøm.

Her har I gransket i de vise Skrifter
og Tanker læst, der aldrig vorde glemt,
her har I stirret i de dybe Rifter,
hvor Jordens Aand har sine Skatte gemt,
Her Eders Blik har vendt sig tidt tilbage
og skuet Tidens underlige Gang,
og her I grubled over Fremtids Dage,
mens Haabet sang for jer den gamle Sang.

-Saa drager bort! Nu Tiden er udrundet!
og lever vel og kommer snart igen!
Og lad de Blomster, som I her har fundet,
til Frugter modnes, hvor I vandred hen;
Thi Sølv og Guld, dem skal I ikke sanke,
dem har I aldrig lært at finde her,
mens Aandens Frugt, den indholdsrige Tanke,
det er den Skat, der ene er os kær.

J.C. Hauch (lektor ved Sorø Akademi 1827-1846)